Knit Kitty Mittens: Et par søde, strikkede luffer til en sød 3-årig

Categories DIY, strik
knit kitty mittens

Knit Kitty Mittens.

OBS: Dette er ikke et mønster, eftersom jeg improviserede det meste af vejen. Knit Kitty Mittens er baseret på Purl Soho’s Classic Mittens som jeg ændrede hen ad vejen.

Jeg strikker ikke så meget som jeg godt kunne tænke mig. Jeg kan ikke altid finde tid til store strikkeprojekter, derfor er jeg altid på udkig efter små, sjove projekter som jeg kan strikke hurtigt. Derfor var Knit Kitty Mittens et perfekt projekt at strikke for en vens datter.

Jeg har æren af at være personale for en smuk kat.
Han hedder Pongo og er altid overdressed – han er sort-hvid og bærer altid smoking. Han er en indendørs kat, selvom han bruger meget tid på vores terrasse når vi er hjemme. Vi bor på tredie sal og har afdækket med kattenet, men Pongo er kat som katte nu er. Han er ikke dum, bare fuldstændigt frygtløs og meget “han”. Han tænker sig ikke om før han hopper efter en fjer, bi eller hvad der nu rører sig.

Når vi rejser, bliver Pongo passet hjemme. Jeg foretrækker at have en ven til at komme og se efter ham et par gange om dagen, så han er hjemme hvor han er tryg og veltilpas med alle sine legesager. Denne ven har en 3-årig datter; Ronja som elsker Pongo. Kærligheden er gengældt selvom han engang imellem må kridte banen af, mht. vild leg og trækken i halen. Efter en weekend hvor Pongo var blevet passet upåklageligt, strikkede jeg Knit Kitty Mittens til søde Ronja for at takke for tjenesten.

Knit Kitty Mittens.

Jeg havde en ret klar idé om hvordan lufferne skulle se ud. De skulle selvfølgelig ligne Pongo så meget som muligt, men jeg vidste ikke præcist hvordan jeg skulle konstruere dem. Jeg fik inspiration fra Purl Soho’s Classic Mittens – de virkede nemme at strikke, og så improviserede jeg derfra. Specielt tommelfingeren var enkel og nem at strikke.

Jeg strikkede Knit Kitty Mittens i to farver til at matche Pongo. Jeg brugte rester af et superblødt alpaka blend jeg havde tilbage i mit lager. Jeg køber det meste af mit garn hos Garnudsalg.dk (og jeg er ikke sponsoreret – jeg synes bare de har noget godt garn til en yderst fair pris). Jeg legede kort med ideen om at sy små lyserøde trædepuder på indersiden af vanterne, men opgav fordi jeg synes der allerede sker meget på disse luffer.

Knit Kitty Mittens er strikket på strømpepinde i et stykke, derefter samlede jeg masker op og strikkede små, trekantede ører, broderede en lille næse, påsatte knurhår af garn og syede et par knapper som øjne. Og så var lufferne færdige.

De var hurtige at strikke, jeg tror det tog mig 5-6 timer i alt. Jeg er ikke en øvet strikker, så nogen af jer kunne nok gøre det hurtigere. Jeg er ret tilfreds med det færdige resultat og Ronja elsker sine nye luffer som hun fik lige i tide til den første sne.

  • knit kitty mittens
  • knit kitty mittens pongo
  • knit kitty mittens closeup
  • knit kitty mittens smushies
  • knit kitty mittens details
  • knit kitty mittens stretching

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *